Nyheder fra kredsen
Hvalpe for første gang? - Foredrag for den uerfarne hundeejer, der vil vide mere om reproduktion
Hvis du drømmer om dit første kuld hvalpe, så er foredraget her med en af Danmarks førende dyrlæger i reproduktion hos hunde, Kathrine Thejll Kirschhoff, lige noget for dig.
Kurset er tilegnet den uerfarne hundeejer, som aldrig før eller måske blot en enkelt gang har haft et kuld hvalpe, og som nu vil vide mere om at få livsduelige hvalpe i fødekassen.
Kathrine Theijll Kirschhoff om kurset: Vi vil tage udgangspunkt i, hvad man skal have på plads inden kuldet kommer – altså hvad man skal planlægge. Derudover vil vi gennemgå de generelle anbefalinger omkring planlægning af parring og parringstidspunkt, den normale drægtighed, håndtering af tæven under drægtighed og den normale fødsel.
Her vil være plads til alle de spørgsmål, man går med, og hvis der er noget man specielt er usikker på, vil der også være forum for at komme med det her.
TID: mandag den 31. marts 2025 klokken 19
Sted: Brøruphallerne, Byargervej 3, 6650 Brørup
Pris: Pris 150 kr, Medlemspris 75 kr
Om Kathrine Thejll Kirchhoff, fagdyrlæge hos Dyrlægegruppen Dania
Jeg er fagdyrlæge i sygdomme hos hund og kat og europæisk diplomat og dansk specialdyrlæge i reproduktion.
Jeg arbejder i dag udelukkende med reproduktion hos hund og kat. Vi håndterer alle patienter indenfor fagområdet på både han - og hundyr.
Vi modtager mange henvisninger fra kolleger rundt omkring i Danmark specielt på nedsat frugtbarhed, problemer med nyfødte, fødsler etc.
Herudover driver vi en meget aktiv sædbank for frossen hunde- og kattesæd og herigennem både importerer og eksporterer vi sæd rundt omkring i verden.
Desuden underviser jeg både opdrættere og dyrlægekolleger i Danmark og udlandet i reproduktion hos hund og kat. Blandt andet på Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse.